Sommerudflugt 2014
– den gamle lufthavnsterminal og byvandring i Kastrup
søndag 22. juni 2014
Mødested: Nedgangen til Nørreport metro, kl. 9.00
På sommerudflugten får vi lejlighed til at opleve en central del af dansk luftfartshistorie.
Vi starter nemlig formiddagen kl. 10 med et besøg i den gamle lufthavnsterminal i Kastrup, tegnet af Vilhelm Lauritzen og opført 1939. Terminalen er et hovedværk i nordisk arkitektur, og var indtil 1960 det stillige udgangspunkt for alle flyrejser. Terminalen er fredet, og da den stadig benyttes ved statsbesøg, er der normalt ikke adgang for offentligheden. Medlemmer af lufthavnens historiske gruppe vil vise rundt og fortælle om bygningen, der også indeholder det gamle kontroltårn.
Besøget varer ca. 1½ time.
Efterfølgende foretager vi en byvandring i Kastrup – med temaet fra sværindustri til postmodernitet – inden vi ca. 13 slutter af med lidt frokost.
Næste arrangement og årets generalforsamling
Dansk korruptionshistorie
– korruption og embedsetik i den danske enevældige forvaltning
v/ Mette Frisk-Jensen
tirsdag 8. april 2014, kl. 17.00 – 18.30
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V.
med efterfølgende Generalforsamling kl 19.00
Hent dagsorden (pdf-fil) ->
Danmark er i nutiden kendt som intet mindre end et af verdens mindst korrupte lande, men for blot 200 år siden så situationen noget anderledes ud. Netop i begyndelsen af 1800-tallet blev et stort antal kongelige embedsmænd taget med fingrene langt nede i embedskasserne. Udviklingen faldt sammen med den økonomiske krise i Danmark i kølvandet på Englandskrigene og Statsbankerotten i 1813.
Hent programmet til forårets arkivseminar
Digitale arkiver
– Vedligeholdelse, tilgængelighed og forskning
Seminar ved Arkivforeningen
Tirsdag 13. maj 2014, kl. 9:15 – 16:15
Rigsarkivet, Harsdorffsalen, Tøjhusgade 1, 1218 København K
Hent programmet her (pdf-fil) ->
Arkivforeningens konference sætter i år fokus på aktiv brug af digitale arkivalier.
Offentlige myndigheder skal aflevere deres digitale data til et arkiv, men herefter kan der gå mange år før de bliver brugt. Arkiveringen synes derfor ofte overflødig på kort sigt, og hos mange private virksomheder består arkivering blot af en backuprutine.
Arkivering bør i stedet være et aktivt led i organisationens sikring af sine informationsressourcer.
Næste arrangement
MyArchive
– Det Kongelige Biblioteks nye tjeneste
v/ Ivan Boserup
Onsdag 5. marts 2014, kl. 17-19:30
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V.
Nationalsamlingsafdelingen ved Det Kongelige Bibliotek har en lang tradition for at indsamle personarkiver af danske forskere, forfattere, kunstnere, komponister, kulturaktører, etc., samt relevante danske private institutionsarkiver. Bibliotekets Håndskriftsamling omfatter idag knap 40.000 sådanne arkivnumre, fra 1500-tallet til idag, i formater der har vekslet gennem tiderne. Indsamlingen har alle dage bygget på frivillig aflevering eller salg.
Forårets arkivseminar
Digitale arkiver
– Vedligeholdelse, tilgængelighed og forskning
Seminar ved Arkivforeningen
Tirsdag 13. maj 2014, kl. – tidspunkt kommer senere
Rigsarkivet
Formålet med konferencen er at sætte fokus på hvordan digitale arkivalier kan bruges i nutiden. Markante private og offentlige aktører vil holde foredrag om deres erfaringer og planer med digitale arkiver.
Konferencen vil bestå af tre temaer.
– Vedligeholdelse: Hvordan sikrer man et velfungerende arkiv, hvor man til enhver tid kan finde det man søger?
– Tilgængelighed: Hvilke muligheder og fordele er der for at anvende de data, der er arkiveret uafhængigt af den oprindelige applikation?
– Forskning: Er der særlige hensyn, der skal tages, når man anvender digitale arkiver i forskningen, og hvilken datadokumentation skal til for at udøve den nødvendige kildekritik?
Programmet ligger fast i starten af marts og vil kunne læses her ->
Næste arrangement
Frederik II
– Danmarks renæssancekonge
v/ museumsinspektør Poul Grinder Hansen, Nationalmuseet
Onsdag 22. januar 2014, kl. 17-19:30
Harsdorffsalen, Rigsarkivet, Tøjhusgade 1, 1218 København K
En fuldblods renæssancekonge – sådan træder Frederik 2. frem i lyset i den nyudkomne biografi, den første siden 1680, skrevet af Poul Grinder-Hansen.
Bogen tegner et portræt af mennesket og kongen, der blev mødt med skepsis, men mod forventning kastede glans over sit hof og sit rige: en from kristen i det turbulente reformationsår, en hengiven ægtemand og en sand livsnyder, en konge der byggede stort og støttede kunst og videnskab – i høj grad en konge i egen ret og forbillede for sin søn og efterfølger, Christian 4.
Poul Grinder Hansen er historiker, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet. Han har tidligere bl.a. udgivet bøgerne: Søren Abildgaard (1718-1791) Fortiden på tegnebrættet (2010), Tycho Brahes verden (2006) og Danmarks Middelalder & Renæssance (2002).
Næste arrangement
Det våde arkiv
– Besøg hos Danmarks nationale biobank
v/ Bartlomiej Wilkowski
Onsdag den 27. november 2013, kl. 16.20
Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S
I 2012 åbnede Danmarks nationale biobank, et nyt samarbejde, der forbinder oplysninger om alle biologiske prøver i Danmark til brug for forskere. Biobanken ligger ved Statens Seruminstitut og har selv topmoderne opbevaringsfaciliteter for prøver, men dens primære samling er alt det biologiske materiale, som hospitaler og medicinske forskningsinsitutioner har indsamlet gennem tiden, og som ligger til opbevaring rundt om i landet. Gennem biobankens registreringer er materialet lettere overskueligt og tilgængeligt, og biobanken har derfor stor betydning som forskningens aktive arkiv.
Medarbejder ved biobanken, Bartlomiej Wilkowski, ph.d., vil fortælle om biobankens arbejde, og give en rundvisning på stedet.
Næste arrangement
Krigen ved verdens ende
– kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen
v/ journalist og cand.mag. Rasmus Voss
Onsdag den 30. oktober 2013, kl. 17-19.30
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V
Den 24. oktober 1808 angreb den engelske flåde Christiansø, hvor nogle bønder, 150 kapere og nogle få soldater holdt stand.
Det var ikke noget tilfælde, at englænderne valgte at angribe den lille ø øst for Bornholm.
I en årrække havde danske kapere med Bornholm og Christiansø som base hærget og opbragt engelske skibe i Østersøen. Kapervæsenet var så udbredt, at det var blevet en alvorlig gene for englænderne. En plage, der nu skulle gøres endeligt kål på.
Angrebet slog fejl, og Christiansø forblev på danske hænder.
Rasmus Voss har været i danske og engelske arkiver og fundet nyt materiale om begivenheden. Under foredraget vil han fortælle om selve angrebet på Christiansø, om kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen og om bogen ”Krigen ved verdens endes” tilblivelse. Bogen udkom i september 2012 på Sohns Forlag.
Opdatering af medlemmernes e-mail oplysninger
Får du ikke længere mail fra foreningen med oplysninger om næste arrangement, kan det være fordi vi mangler din nye mail-adresse.
Vi opfordre alle til at huske at indformere os om ændring af e-mail-adresse.
Send en mail til foreningens kasserer med aktuelle kontaktoplysninger, hvis du synes det er længe siden du har hørt fra os.
Foreningens kasserer Michael Boel Winther: Michael.Boel.Winther@egekom.dk
Næste arrangement
Besøg hos Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
– i samarbejde med VIDA
v/ arkivarerne Katrine Madsbjerg og Hans Uwe Petersen
Onsdag d. 18. september 2013, kl. 17-19
Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Hørsvinget 5, 2630 Tåstrup
I sommeren 2012 flyttede Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv til nye rammer i Taastrup. 63.000 flyttekasser og 10.000 paller blev flyttet fra den gamle adresse til den nye.
Arkivforeningen tilbyder i samarbejde med VIDA en rundtur i de nye lokaler, hvor arkivar Katrine Madsbjerg vil vise os rundt og fortælle om samlingen, samt komme ind på nogle af de udfordringer en så stor flytning giver.
Arkivar og it-ansvarlig Hans Uwe Petersen vil fortælle om det arkiv – og bibliotekssystem, der anvendes på Arbejdermuseet & ABA.