Program for efteråret 2018 er undervejs
Mens vi i bestyrelsen arbejder hen mod at få lagt sidste hånd på efterårets program, kan vi afsløre, at der, udover den allerede annoncerede arkivkonference til oktober, Koloni, rigsfællesskab, overherredømme – nordatlantiske territorier i danske arkiver, er arrangeret besøg hos blandt andre Gyldendal og Niels Bohr-arkivet.
Der er ligeledes et arrangement om digitalisering af fotosamlinger i støbeskeen, som vi håber at have på plads inden alt for længe. Oplysninger om efterårets arrangementer vil fremgå af programmet, efterhånden som de falder på plads.
Arkivforeningens konference 2018
Koloni, rigsfællesskab, overherredømme
– Nordatlantiske territorier i danske arkiver
Onsdag den 24. oktober kl. 9-16
Kulturhuset Islands Brygge
Islands Brygge 18, 2300 København S
Temaet for dette års arkivkonference er forskellige perspektiver på tidligere danske territorier i Nordatlanten og deres historiske dokumenter, som findes i danske arkiver. Vi stiller således skarpt på arkivalske principper versus national identitetsdannelse og individets behov for at forstå egen historie og spørger os selv:
Hvad er arkivernes rolle?
Sommerudflugt 2018 – Aflyst
Vi må desværre aflyse årets sommerudflugt. Planen havde ellers været at vi lørdag den 30. juni skulle have været en tur til Lund og bl.a. besøge Arkivcentrum Syd.
Vi håber at kunne afholde udflugten en anden gang.
Næste arrangement + generalforsamling: Inge Lehmann og jordens indre 24. april 2018
Arkivar Lif Lund Jacobsen, Rigsarkivet
Tirsdag den 24. april 2018 kl. 17
Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
Efterfølgende generalforsamling kl. 18.50
Danskeren Inge Lehmann (1888-1993) er internationalt anerkendt som seismologiens “Grand Old Lady” og var i mange år ansat ved Geodætisk Institut.
Hun stod bag flere vigtige opdagelser. I 1936 påviste hun således ud fra målinger af jordskælv, at jorden havde en indre kerne.
Inge Lehmann begyndte sin videnskabelige karriere på et tidspunkt, hvor kvindelige forskere var et særsyn, og kun i kraft af hendes talent og stor vedholdenhed lykkes det hende at få succes.
Næste arrangement: MIKADO-projektet 27. februar 2018
– Opsporing af sagsakter
Projektleder Bente Nielsen, MIKADO
Tirsdag den 27. februar 2018 kl. 17
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
Barndomshistorien en vigtig del af vores selvforståelse og identitet, som definerer os som de mennesker vi er i dag. For tidligere anbragte er det ikke muligt at spørge til barndomshistorien i familien, fordi barndomsforløbet næsten altid handler om forældrenes omsorgssvigt, misbrug, psykisk sygdom og overgreb. Alt sammen emner der er tabubelagte og omgærdet af skyld og skam.
Hele eller dele af tidligere anbragtes historier befinder sig i de sagsakter, der er knyttet til deres anbringelse. Derfor skal historien søges i kommunerne og i de offentlige arkiver. Her befinder der sig fragmenter af deres tidligere liv og dermed nøglen til, at de kan få den indsigt, som de har så stærkt behov for. Indsigt kan give dem svar på mange uafklarede spørgsmål fra opvæksten om både dem selv og deres familieforhold og om årsagen til anbringelsen.
Næste arrangement: Release-party og jubilæumsfest, 23/11 2017
Arkivforeningen 100 år, 1917 – 2017
Dokumentation i en digital tid – ESDH, arkiver og god forvaltningsskik
Release-party og jubilæumsfest
Torsdag d. 23. november 2017, kl. 17
Rigsarkivet, Harsdorff-salen, Tøjhusgade 1
Mød forfatterne og hør deres bud på nutidens arkivudfordringer.
Link til pdf med oplysninger om bog og arrangement ->
Program:
Kl. 17: Velkomst
Kl. 17.10: Oplæg fra:
Malene Seifon og Tine Marcher, Devoteam
Jette Holmstrøm Kjellberg og Mette Hall-Andersen, Rigsarkivet
Christian Frederiksen, Guldborgsund Stadsarkiv
Rasmus Grunwald Falk og Simon Stidsing Hansen, Aalborg Stadsarkiv
Kl. 18.30: Champagne og udlevering af bogen til medlemmer
Kl. 19: Fælles spisning
Næste arrangement: Besøg hos Folketingets Arkiv og Bibliotek, d. 25/10 2017
Onsdag d. 25. oktober 2017, kl. 16.50-18.00
Christiansborg, Besøgsindgangen i Rigsdagsgården
Deltagerantal: max 20 personer
Folketingets Arkiv, som hører under Folketingets Bibliotek, rummer materiale tilbage til Den Grundlovgivende Rigsforsamling.
Arkivet har et righoldigt materiale ikke alene om Rigsdagens og Folketingets arbejde, men også om dansk historie.
Grundlovene er udfærdiget i 2 eksemplarer, hvoraf det ene ligger i Rigsarkivet og det andet opbevares af Folketingets Arkiv.
De Kongelige forsikringsakter, som er kongehusets underskrifter på at de vil overholde grundloven, ligger i en jernkiste på bibliotekets læsesal.
Vi starter besøget kl. 17.00 med et oplæg om arkivets historie, herefter vil vi få en rundvisning i selve arkivet.
Næste arrangement: Besøg hos Den Arnamagnæanske (håndskrift)samling
Onsdag d. 13. September 2017, kl. 16:00 – 17:30
Njalsgade 136, 2. sal, 2300 København S
OBS: Vi mødes kl. 15:50 foran indgangen til nr. 136
Det Arnamagnæanske Institut har en helt særlig samling af gammelnordiske håndskrifter. Samlingen består af ca. 3.000 håndskrifter hvoraf ca. 1.400 findes i København, mens resten er udleveret til Island. Håndskriftsamlingen blev i 2009 optaget på UNESCOs Memory of the World Register.
Den Arnamagnæanske Samling er opkaldt efter dens grundlægger, den islandske filolog og historiker Árni Magnússon (latiniseret Arnas Magnæus, på dansk Arne Magnusson). Kort inden sin død i 1730 testamenterede Árni sin samling af håndskrifter, trykte bøger samt sin formue til Københavns Universitet hvor han var professor i danske antikviteter.
Udover en rundvisning i håndskriftssamlingen skal vi også se det tilhørende konserveringsværksted.
Efterårsprogram 2017
Efterårets program er ved at falde på plads, men vi kan allerede nu se frem til besøg i Den Arnamagnæanske Samling til september og hos Folketingets Bibliotek og arkiv d. 25. oktober, inden vi til november kan præsentere foreningens jubilæumsbog.
Fotos fra årets sommerudflugt
Fotos fra årets sommerudflugt til Landbohøjskolen kan nu ses på vores Facebook-side ->