Seminar: Arkiver og museer i offensiven
– aktiv indsamling til historisk dokumentation
Tirsdag d. 7. maj 2013 kl. 9.15 – 16.00
Rigsarkivet, Harsdorffsalen, Rigsdagsgården 9, 1218 København K
Aktiv indsamling forudsætter handling
Aktiv indsamling er et valg, der gør op med forestillingen om passiv modtagelse af genstande og arkivalier. De fleste kulturinstitutioner foretager nu om dage et meget bevidst valg, når de går aktivt til værks for at sikre kulturarven. Det forudsætter planlægning og udvælgelse af emneområde, og måske samtidig en afgrænsning af kulturarven til små, overskuelige klynger? Det er aldrig noget nemt valg. For med stramme rammebetingelser er ethvert indsamlingsvalg samtidig et fravalg.
Arkivforeningen vil med dette seminar vise, hvordan en række arkiver og museer omsætter ideen om aktiv indsamling til praksis. Seminarets oplægsholdere deler ud af deres erfaringer og vil illustrere, hvordan en række aktive indsamlinger har skabt øget viden om specifikke områder. Det er en viden som kulturinstitutionerne kan genanvende i forskellige former for forskning og formidling.
Næste arrangement
Flugtrute Østersøen
Historien om ”den usynlige mur” mellem DDR og Danmark under den kolde krig
v/Journalist, Jesper Clemmesen
Onsdag d. 17. april 2013 kl. 17-19.00
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V
OBS: Generalforsamlingen er desværre udskudt
“Flugtrute: Østersøen” er den dokumentariske skildring af flugtforsøgene omkring “den usynlige mur” mellem Danmark og DDR under den kolde krig.
Jesper Clemmesen vil gennemgå et par af bogens skæbner – både deres historie og arbejdet med dem. Herunder arbejdet i diverse danske arkiver. Flugtruten over Østersøen har indtil bogens udgivelse fyldt minimalt i den kollektive hukommelse. Måske ikke så underligt, da flugtforsøgene ved Berlinmuren naturligvis tiltrak en hel verdens opmærksomhed. Ikke desto mindre døde der flere på Østersøen end ved Berlinmuren. Men historien indeholder heldigvis også de vellykkede forsøg, der ofte skete med dansk hjælp.
Næste arrangement
I samarbejde med Statens Arkiver og Københavns Stadsarkiv inviterer Arkivforeningen dig hermed til et foredrag med professor Elizabeth Yakel, University of Michigan, med titlen:
Archives 2.0
Elizabeth Yakel har i en årrække forsket i arkivbrugernes adfærd og inddragelse, og vil på foredraget bl.a. fortælle om de ændrede relationer mellem arkiv, arkivar, samling og brugere. Hun vil herunder berøre de nye udfordringer, arkiverne står over for i web 2.0-tidsalderen. Yakel er inviteret til Danmark af Aalborg Universitet, hvor hun skal undervise på masteruddannelsen, MIR, (Master i Informations management og Record keeping) i København og på kandidatuddannelsen i informationsforvaltning i Aalborg. Hun holder desuden et åbent foredrag på Aalborg Stadsarkiv tirsdag 12. marts kl. 13-15. Yakel har heldigvis afsat tid i sit stramme program til også at holde ovennævnte foredrag på Rigsarkivet.
Aflysning
Vi må desværre aflyse arrangementet på onsdag d. 27. februar 2013 “Krigen ved verdens ende – Kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen”.
Alle tilmeldte skulle gerne have modtaget besked om aflysningen.
Næste arrangement
AFLYST
Krigen ved verdens ende
– Kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen
v/ journalist og cand.mag. Rasmus Voss
Onsdag 27. februar 2013, kl. 17-19.30
Udvalgsværelse 1, Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Den 24. oktober 1808 angreb den engelske flåde Christiansø, hvor nogle bønder, 150 kapere og nogle få soldater holdt stand.
Det var ikke noget tilfælde, at englænderne valgte at angribe den lille ø øst for Bornholm. I en årrække havde danske kapere med Bornholm og Christiansø som base hærget og opbragt engelske skibe i Østersøen. Kapervæsenet var så udbredt, at det var blevet en alvorlig gene for englænderne. En plage, der nu skulle gøres endeligt kål på. Angrebet slog fejl, og Christiansø forblev på danske hænder.
Rasmus Voss har været i danske og engelske arkiver og fundet nyt materiale om begivenheden. Under foredraget vil han fortælle om selve angrebet på Christiansø, om kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen og om bogen ”Krigen ved verdens endes” tilblivelse. Bogen udkom i september 2012 på Sohns Forlag.
Læs resten af indlægget…
Forårsprogram 2013
Forårsprogrammet for 2013 er nu endelig faldet på plads og kan nu findes på hjemmesiden.
Næste arrangement
Rundvisning i Rigsarkivets magasiner på Kalvebod Brygge
v/arkivchef August Eriksen
Tid: Tirsdag 22. januar kl. 16.00
Sted: Kalvebod Brygge 32, 1560 København V
I september 2009 kunne Rigsarkivet indvie nye magasiner på Kalvebod Brygge 32. De nye magasiner er bygget af OPP Phil Arkivet A/S, der udlejer bygningerne til staten. Det mest markante element i det nye byggeri er de to store 15,5 meter høje haller. Hallerne er opdelt med indre brandsektionsvægge i fire separate højlagermagasiner. I højlagermagasinerne findes mobile reoler, der er cirka 13,5 meter høje. Hallerne forbindes med DSB’s kontorbygning af en 7 meter høj mellembygning. I denne mellembygning er der indrettet syv separate magasiner med to-etages mobilreoler og ristegulve mellem etagerne.
Arkivchef August Eriksen vil fortælle om de nye magasiner og om flytningen af omkring 225 hyldekilometer arkivalier fra Rigsarkivets hidtidige fjernmagasin i Glostrup og fra det nu lukkede Landsarkiv for Sjælland til de nye magasiner på Kalvebod Brygge. Endvidere vil der i forbindelse med arrangementet være en rundvisning i de nye magasiner.
Næste arrangement
Werner Bests korrespondance 1942-45
v/John T. Lauridsen, dr.phil., forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek
Tirsdag 27. november 2012 kl. 17
Sted: Harsdorffsalen, Rigsarkivet, Tøjhusgade 1, 1218 København K
I slutningen af september udkom den hidtil største kildeudgivelse til besættelsestiden, nemlig den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Bests korrespondance med det tyske udenrigsministerium og en række andre institutioner i perioden 1942-45. Knap 3.000 dokumenter er gengivet og oversat i det ti bind store værk, der inklusiv bilag er på mere end 5.000 sider. Med værket bliver en stor del af den korrespondance genskabt, som Werner Best destruerede i april 1945. Hovedarkitekten bag det imponerende værk er forskningschef ved Det kongelige Bibliotek, dr.phil. John T. Lauridsen.
Han vil på dette foredrag fortælle om værkets 10-årige tilblivelsesproces og naturligvis om hovedpersonen – Werner Best.
Næste arrangement
Slavernes sundhed i Dansk Vestindien
– og arkivalierne derom
v/Niklas Thode Jensen, Ph.d., ekstern lektor, Saxo Instituttet, afd. for Historie, Københavns Universitet
Tirsdag 23. oktober 2012 kl. 17
Sted: Udvalgsværelse 1, Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Bemærk oplysninger om adgangsforhold under praktiske oplysninger
I Dansk Vestindien var dødeligheden høj, især blandt slaverne. Med afskaffelsen af den danske slavehandel i begyndelsen af det 19. årh. blev det et presserende problem, fordi det fra da af ikke længere var muligt at erstatte de afdøde slaver med nye fra Afrika.
Derfor blev de dansk-vestindiske slavers helbred og sundhedstilstand et centralt anliggende for både koloniadministratorer og plantageejere.
På denne baggrund vil foredragsholderen tale om slavernes sygdoms- og sundhedsforhold samt den sundhedspolitik, de koloniale myndigheder og plantageejere følgelig tog initiativ til.
Han vil også komme ind på, hvilke typer af arkivalier man kan benytte for at få viden om sygdom og sundhed i Dansk Vestindien, og hvilke arkiver der huser dem.
Særarrangement d. 12. september
Den hemmelige tjeneste – sikker kommunikation gennem tiden
Særarrangement
onsdag 12. september 2012, kl. 17.00
Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, København
Rundvisning for Arkivforeningens medlemmer ved souschef i Udenrigsministeriets Dokumentationskontor, Mikkel Felter, i ministeriets nye udstilling ” Den hemmelige tjeneste – sikker kommunikation gennem tiden”.
Pladsforholdene gør desværre, at der kun er plads til 20 deltagere. Pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.
Tilmelding kan ske til Lars Schreiber Pedersen, Frederiksberg Stadsarkiv
telefon 38212153
mail: lape02@frederiksberg.dk
NB. Alle deltagere skal medbringe foto-id (kørekort, pas el.).
Der vil ikke være spisning i forbindelse med dette arrangement.