Efterårsprogram 2013
Så er Arkivforeningens efteråsprogram ved at falde på plads.
Vi starter med at besøge Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i deres nye lokaler. Men vi kommer også til at høre om kaperkrigen i Østersøen og om Frederik II, mens det sidste punkt i programmet er en hemmelighed som først bliver afsløret senere …
Næste arrangement
Efterårs-programmet er ved at falde på plads og vil blive lagt på hjemmesiden hurtigst muligt.
Vi begynder med et besøg hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv den 18. september.
Generalforsamlingen 2013
Nu kan du finde referatet fra årets generalforsamling på hjemmesiden – på siden med referater >
Næste arrangement – og generalforsamling
Holocaust
– folkemordet på Europas jøder
v/ historiker og arkivar Jacob Halvas Bjerre, Carlsberg Arkiv
Tirsdag d. 18. juni 2013 kl. 17.00
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V
Hvordan skriver man en bog om mordet på ca. 6 millioner mennesker?
Hvad er det vigtigste at fortælle, når forskningslitteraturen fylder selvstændige biblioteker?
Hvordan forsvarer man, at vise mennesker i et af deres mest personlige øjeblikke, lige der hvor de ved, de skal dø?
Og endeligt hvordan påvirker det en selv, når man begiver sig ind i et af menneskehedens sorteste kapitler?
Det er spørgsmål der vil blive besvaret under foredraget, hvor den røde tråd vil være tilblivelsen af bogen. Samtidig vil oplægsholderen foretage visse nedslag i emnet og komme med eksempler på de kilder, der viser det menneskelige ansigt af både offer, gerningsmand og tilskuer.
Efter foredraget: Arkivforeningens generalforsamling
dagsorden >
Seminar: Arkiver og museer i offensiven
– aktiv indsamling til historisk dokumentation
Tirsdag d. 7. maj 2013 kl. 9.15 – 16.00
Rigsarkivet, Harsdorffsalen, Rigsdagsgården 9, 1218 København K
Aktiv indsamling forudsætter handling
Aktiv indsamling er et valg, der gør op med forestillingen om passiv modtagelse af genstande og arkivalier. De fleste kulturinstitutioner foretager nu om dage et meget bevidst valg, når de går aktivt til værks for at sikre kulturarven. Det forudsætter planlægning og udvælgelse af emneområde, og måske samtidig en afgrænsning af kulturarven til små, overskuelige klynger? Det er aldrig noget nemt valg. For med stramme rammebetingelser er ethvert indsamlingsvalg samtidig et fravalg.
Arkivforeningen vil med dette seminar vise, hvordan en række arkiver og museer omsætter ideen om aktiv indsamling til praksis. Seminarets oplægsholdere deler ud af deres erfaringer og vil illustrere, hvordan en række aktive indsamlinger har skabt øget viden om specifikke områder. Det er en viden som kulturinstitutionerne kan genanvende i forskellige former for forskning og formidling.
Næste arrangement
Flugtrute Østersøen
Historien om ”den usynlige mur” mellem DDR og Danmark under den kolde krig
v/Journalist, Jesper Clemmesen
Onsdag d. 17. april 2013 kl. 17-19.00
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V
OBS: Generalforsamlingen er desværre udskudt
“Flugtrute: Østersøen” er den dokumentariske skildring af flugtforsøgene omkring “den usynlige mur” mellem Danmark og DDR under den kolde krig.
Jesper Clemmesen vil gennemgå et par af bogens skæbner – både deres historie og arbejdet med dem. Herunder arbejdet i diverse danske arkiver. Flugtruten over Østersøen har indtil bogens udgivelse fyldt minimalt i den kollektive hukommelse. Måske ikke så underligt, da flugtforsøgene ved Berlinmuren naturligvis tiltrak en hel verdens opmærksomhed. Ikke desto mindre døde der flere på Østersøen end ved Berlinmuren. Men historien indeholder heldigvis også de vellykkede forsøg, der ofte skete med dansk hjælp.
Næste arrangement
I samarbejde med Statens Arkiver og Københavns Stadsarkiv inviterer Arkivforeningen dig hermed til et foredrag med professor Elizabeth Yakel, University of Michigan, med titlen:
Archives 2.0
Elizabeth Yakel har i en årrække forsket i arkivbrugernes adfærd og inddragelse, og vil på foredraget bl.a. fortælle om de ændrede relationer mellem arkiv, arkivar, samling og brugere. Hun vil herunder berøre de nye udfordringer, arkiverne står over for i web 2.0-tidsalderen. Yakel er inviteret til Danmark af Aalborg Universitet, hvor hun skal undervise på masteruddannelsen, MIR, (Master i Informations management og Record keeping) i København og på kandidatuddannelsen i informationsforvaltning i Aalborg. Hun holder desuden et åbent foredrag på Aalborg Stadsarkiv tirsdag 12. marts kl. 13-15. Yakel har heldigvis afsat tid i sit stramme program til også at holde ovennævnte foredrag på Rigsarkivet.
Aflysning
Vi må desværre aflyse arrangementet på onsdag d. 27. februar 2013 “Krigen ved verdens ende – Kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen”.
Alle tilmeldte skulle gerne have modtaget besked om aflysningen.
Næste arrangement
AFLYST
Krigen ved verdens ende
– Kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen
v/ journalist og cand.mag. Rasmus Voss
Onsdag 27. februar 2013, kl. 17-19.30
Udvalgsværelse 1, Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Den 24. oktober 1808 angreb den engelske flåde Christiansø, hvor nogle bønder, 150 kapere og nogle få soldater holdt stand.
Det var ikke noget tilfælde, at englænderne valgte at angribe den lille ø øst for Bornholm. I en årrække havde danske kapere med Bornholm og Christiansø som base hærget og opbragt engelske skibe i Østersøen. Kapervæsenet var så udbredt, at det var blevet en alvorlig gene for englænderne. En plage, der nu skulle gøres endeligt kål på. Angrebet slog fejl, og Christiansø forblev på danske hænder.
Rasmus Voss har været i danske og engelske arkiver og fundet nyt materiale om begivenheden. Under foredraget vil han fortælle om selve angrebet på Christiansø, om kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen og om bogen ”Krigen ved verdens endes” tilblivelse. Bogen udkom i september 2012 på Sohns Forlag.
Læs resten af indlægget…
Forårsprogram 2013
Forårsprogrammet for 2013 er nu endelig faldet på plads og kan nu findes på hjemmesiden.