Næste arrangement: Retsplejeloven 100 år – 24/10 2019
Torsdag d. 24. oktober 2019, kl. 17-20
v. Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet og Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
En af de vigtigste reformer i Danmark fandt sted med retsplejeloven fra 1916, der blev ført ud i livet d. 1. november 1919.
Den skabte grundlaget for det moderne domsstolssystem, samtidig med at de lokale domstole og politimyndigheder blev adskilt, og der blev etableret en anklagemyndighed.
Det juridiske og administrative grundlag skiftede fra landlige, decentrale enheder til centrale urbane byretter med en større ensartethed og professionalisering til følge.
Reformens mange omlægninger skaber derfor også i arkivmæssig henseende et skel.
I anledning af 100-året for retsplejeloven inviterer Arkivforeningen til to foredrag, der belyser reformens centrale betydning for især politiets virke:
Jørgen Mikkelsen, seniorforsker, Rigsarkivet: Retsreformens betydning for politiet – herunder konflikten mellem statsligt kriminalpoliti og kommunalt ordenspoliti – og de arkivalske konsekvenser for nutidens arkivbrugere.
Henning Bro, stadsarkivar, Frederiksberg Stadsarkiv: Fra birk til politi- og retskredse – omlægninger i hovedstadsmetropolens jurisdiktioner.
Næste arrangement: KVINFO, Kvindehistorisk Samling og ”Argumenter imod kvinder” – 23/9 2019
Mandag 23. september 2019, kl. 17.00 til ca.19.00
KVINFO, Christians Brygge 3 1219 Kbh K (ved den sorte diamant)
Denne aften rykker Arkivforeningen ind på KVINFO, hvor senior konsulent Jytte Larsen, vil starte med et oplæg om de to vigtigste samarbejder mellem arkivverdenen og KVINFO i forbindelse med udarbejdelsen af Dansk kvindebiografisk leksikon og fejringen af 100 året for kommunalpolitisk kvindevalg.
Derefter vil forsker Lif Jacobsen fra Rigsarkivet, give en introduktion til Statsbibliotekets Kvindehistoriske Samling, der i 2017 på ny blev tilgængelig på Rigsarkivet. Samlingen består af ca. en halv kilometer arkivalier fra bl.a. Rødstrømpebevægelsen, Dansk Kvindesamfund, Kvindelige Akademikere, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt privatarkiver fra fremtrædende personligheder.
En særbevilling muligjorde en ny-registrering og digitalisering af bl.a. Dansk Kvindesamfunds mødeprotokoller, således at arkivalierne igen er til rådighed for forskere og historisk interesserede.
Lif Jacobsen er udpeget til at vejlede i Kvindehistorisk Samling og deltager også i arbejde med at indsamle privatarkiver. ”
Vi slutter med et oplæg ved forfatter og historiker Birgitte Possing, der med sin seneste udgivelse fra 2018: Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag, netop har gjort brug af Kvindehistorisk Samling i sin forskning, her et udpluk fra pressemeddelelsen:
En unik samling af både tragikomiske og skrækindjagende argumenter
Med en overflod af citater fra de sidste 170 år i dansk historie dokumenterer Birgitte Possing en håndfast tradition for at nedgøre ambitiøse kvinder, hvad enten de har bevæget sig i det politiske liv, i erhvervslivet, i den videnskabelige verden, i sporten, i kirken eller på den kulturelle scene.
Argumenter imod kvinder viser, hvordan kvinder uanset kompetence- og erfaringsniveau igen og igen bliver reduceret til mødre, bliver bedømt på deres påklædning, udseende, erotiske udstråling eller bliver afvist med nedladende argumenter, opfundet til lejligheden.
Gennem det danske demokratis historie præsenterer forfatteren en perlerække af historier, hvor kompetente kvinder bebrejdes for at gøre for lidt, for meget eller forkert.
Mandens fejl er hans egen, kvindens fejl er kønnets.
Næste arrangement: Besøg på Arktisk Institut, 27/8 2019
v. Bent Nielsen, ph.d.
Strandgade 102, 1401 København K
Tirsdag d. 27. august 2019
kl. 17.00 – ca. 18.30
Arktisk Institut er en uafhængig institution der har til formål at dokumentere og formidle Danmarks historie i Grønland og Arktis.
Det har derfor siden stiftelsen i 1954 indsamlet materiale, der omhandler Arktis, med et særligt fokus på arkivmateriale fra danske polarekspeditioner.
Ud over dette enestående materiale indeholder instituttets samlinger bl. a. en stor fotosamling og et forskningsbibliotek.
Under besøget vil Arktisk Instituts leder Bent Nielsen fortælle om instituttets virke og give en introduktion til samlingerne.
Besøget forventes at vare ca. 90 minutter. Læs resten af indlægget…
Dokumentation i en digital tid
Artiklerne fra Arkivforeningens jubilæumsbog “Dokumentation i en digital tid. ESDH, arkiver og god forvaltningsskik” kan nu hentes som pdf-dokumenter via vores hjemmeside.
Det er ganske gratis
Vil du gerne ejet et fysisk eksemplar af bogen, kan det også lade sig gøre.
Næste arrangement: Huskesedler fra glemmebogen 23. april 2019
Poul Duedahl, lektor, Aalborg Universitet
Tirsdag den 23. april 2019 kl. 17
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
Efterfølgende generalforsamling kl. 19
Tirsdag den 23. april 2019 inviterer Arkivforeningen til foredrag med Poul Duedahl og efterfølgende generalforsamling.
Danmarkshistorier er en slags huskebøger. De fortæller om personer, steder og begivenheder, som forfatterne finder væsentlige, hvis man vil forstå det samfund, der blev resultatet. Resten ryger i glemmebogen. Opfindelser som gik galt, skrinlagte betragtningsmåder og fejlagtige beslutninger.
For det er jo – som man siger – sejrherren der skriver historien.
Men glemte mennesker kan sagtens få stemmen tilbage. Det kræver bare, at man hjælper dem lidt på vej og bladrer lidt i glemmebogen. Glemmebogen består af gamle indbundne bøger, tidsskrifter og aviser, som ingen længere læser og henviser til, og som samler støv rundt om i landets biblioteksmagasiner, fordi de er gået ud af brug.
Men faktisk består glemmebogen af et endnu mere omfattende kulturlag af utrykte dokumenter, hvor afdøde og glemte mennesker har sat sig spor. Gulnede papirer, der er indkapslet af mørket i syrefri æsker og placeret rundt om på landet arkiver, efterhånden som dokumenterne er gået på pension.
Duedahls nyeste bog, Velkommen på bagsiden – Danmarkshistorien på vrangen, har været indstillet Årets Historiske Bog og Weekendavisens Litteraturpris, og i foredraget giver han nogle fascinerende og tankevækkende eksempler på menneskeskæbner fra glemmebogens gemmer, der fortæller om, hvordan fortiden også var indrettet.
Efter foredraget er der mulighed for spisning og derefter afholdes den årlige generalforsamling.
Næste arrangement: Jagten på de forsvundne arvinger 28. marts 2019
Adam Jon Kronegh, arkivar, Rigsarkivet
Torsdag den 28. marts 2019 kl. 17
Harsdorff-salen, Rigsarkivet, Tøjhusgade 1, 1218 København K
Torsdag den 28. marts 2019 fortæller arkivar på Rigsarkivet Adam Jon Kronegh om sit arbejde med DR1‘s Forsvundne arvinger, hvordan han finder frem til ukendte arvinger, og hvordan han og hans kollegaer hver dag sikrer, at arkivloven overholdes.
Læs mere på www.sa.dk/da/hjaelp-og-vejledning/forsvundne-arvinger-find-viden-om-familiens-historie-i-arkiverne.
Efter oplægget er der mulighed for diskussion og spisning.
Næste arrangement: Rundvisning på Magasin du Nord Museum 26/2 2019
Tirsdag den 26. februar kl. 16.50
Vingårdstræde 6, København K
Tirsdag den 26. februar 2019 kl. 16.50 inviterer Arkivforeningen til en rundvisning på Magasin du Nord Museum i hjertet af København.
Det lille museum om det store stormagasin befinder sig på Vingårdstræde 6 og har eksisteret siden 2013. I et blot 50 kvadratmeter stort lokale fortælles stormagasinets historie gennem de seneste 150 år.
Historien om Magasin du Nord er historien om timing, godt købmandskab og den industrielle udvikling i Danmark, som prægede både land og by.
Det er Danmarkshistorie, modehistorie og kvindehistorie med udgangspunkt i grundlæggerne Theodor Wessel og Emil Vett, der åbnede den første forretning i Aarhus i 1868.
Du kan læse mere om museet og forretningens historie på www.magasinmuseum.dk/om-magasin-du-nord-museum/gennem-tiderne.
Næste arrangement: Besøg i Niels Bohr-arkivet 23. januar 2019
Onsdag d. 23. januar 2019 kl. 16.30
Blegdamsvej 17, 2100 København Ø
Onsdag den 23. januar 2019 kl. 16.30 inviterer Arkivforeningen til et besøg i Niels Bohr-arkivet på Niels Bohr Institute i København.
Niels Bohr-arkivet byder på en aften i videnskabshistoriens tegn med en rundvisning på Niels Bohrs arbejdsværelse samt et foredrag om hans betydning som videnskabsmand, administrator og institutionsbygger.
Vi kigger også på Bohrs rolle i nogle af det 20. århundredes mest skæbnesvangre begivenheder.
Derefter byder arkivet på en diskussion af arkivets rolle både som dansk kulturinstitution og som en del af den internationale videnskabshistorie.
Læs mere om arkivet på www.nbarchive.dk.
Næste arrangement: Digitalisering af fotosamlinger 29. november 2018
Signe Trolle Gronemann, Københavns Stadsarkiv
Tova Stärn, Malmö Stadsarkiv
Torsdag den 29. november 2018 kl. 17
Harsdorff-salen, Rigsarkivet, Tøjhusgade 1, 1218 København K
Torsdag den 29. november 2018 inviterer Arkivforeningen til et gå-hjem-arrangement om digitalisering af fotosamlinger.
Signe Trolle Gronemann fra København og Tove Stärn fra Malmö vil fortælle om overvejelser og udfordringer i forbindelse med at skabe digital adgang til fotosamlinger på hhenholdsvis Københavns Stadsarkiv og Malmö Stadsarkiv.
Begge arkiver har lanceret ambitiøse portaler på internettet til historiske fotos, og opgaven er blevet grebet forskelligt an.
Se mere på www.kbhbilleder.dk og malmo.se/bildarkivet.
Efter oplæggene er der mulighed for diskussion og spisning.
Øverste chef til Rigsarkivet er fundet
Kulturminister Mette Bock har i dag udnævnt Anne-Sofie Jensen til ny rigsarkivar. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skal nu stå i spidsen for 1000 års dokumentation af Danmarkshistorien og 220 medarbejdere på Rigsarkivet.
Den nye rigsarkivar skal ifølge kulturministeren være “i stand til at fortsætte udviklingen af Rigsarkivet som relevant vidensbank for borgerne, forskerne og de studerende” og “videreudvikle Rigsarkivet og bl.a. igennem digitalisering gøre Rigsarkivet endnu mere tilgængeligt for borgerne.”