Øverste chef til Rigsarkivet er fundet

Kulturminister Mette Bock har i dag udnævnt Anne-Sofie Jensen til ny rigsarkivar. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skal nu stå i spidsen for 1000 års dokumentation af Danmarkshistorien og 220 medarbejdere på Rigsarkivet.

Den nye rigsarkivar skal ifølge kulturministeren være “i stand til at fortsætte udviklingen af Rigsarkivet som relevant vidensbank for borgerne, forskerne og de studerende” og “videreudvikle Rigsarkivet og bl.a. igennem digitalisering gøre Rigsarkivet endnu mere tilgængeligt for borgerne.”

Hun ser et stort potentiale i at få sat den dokumentation af samfundsudviklingen, som Rigsarkivet har sikret, endnu mere i spil til gavn for både borgere, forskere og offentlige institutioner ved at “forstå at udnytte de nye muligheder, den teknologiske udvikling og digitalisering af samfundet giver os […]”

Anne-Sofie Jensen kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og tiltræder stillingen som rigsarkivar 1. januar 2019. Læs hele Kulturministeriets pressemeddelelse og Rigsarkivets egen omtale.