Næste arrangement
Komintern og de danske kommunister
– Et dansk-russisk projekt om de danske personsager i Kominterns arkiv
v/ arkivar, Jesper Jørgensen, Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Onsdag den 10. september 2014, kl. 17-19:30
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V.
Hvem var i 1930’erne hemmelig kurér for Komintern, og hvad snakkede de om, når danske kommunister besøgte den sovjetiske ambassade i København i 1970’erne? Russiske arkivalier kaster nyt lys over dansk kommunisme og det sovjetiske systems virke ift. Danmark.
De sidste tre år har Arbejdermuseet & ABA, Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet og Det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie (RGASPI) haft et fælles forsknings- og arkivprojekt under overskriften Komintern og de danske kommunister. Centralt i projektet har været digitaliseringen af de danske personsager i Kominternarkivet hos RGASPI. Denne samling af godt 400 sager har ikke tidligere været brugt i sin helhed, men er nu tilgængelig fra ABA i Taastrup.
Samlingen omfatter sager efter kendte danske kommunister, som fx Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen, Martin Nielsen, Thøger Thøgersen, Knud Jespersen og Jørgen Jensen samt en lang række af mindre kendte kommunister, der på den ene eller anden måde har haft kontakt med det sovjetiske system. Derudover optræder også flere prominente danske politikere af både socialdemokratisk og borgerlig observans, bl.a. statsministerene fra Vilhelm Buhl til Jens Otto Krag.
Arkivar Jesper Jørgensen fra ABA fortæller om indeholdet af personsagerne og om det dansk-russiske projekt, der undervejs er udkommet med antologien Komintern og de dansk-sovjetiske relationer (2012) og kildesamlingen Датские кадры Москвы в сталинское время. Избранные документы из личных дел датчан в архиве Коминтерна [Danske Moskvakadrer i Stalintiden. Udvalgte dokumenter fra de danske personsager i Kominterns arkiv] (2013).
Praktiske oplysninger
Arrangementet er gratis for foreningens medlemmer.
For ikke-medlemmer koster arrangementet 30 kroner.
Pris pr. kuvert kr. 50. Deltagelse i spisning bedes oplyst ved tilmelding.
Deltagere vest for Storebælt og øst for Øresund betaler dog ikke for spisning (kuvert).
Tilmeldingsfrist
Tilmeldingsfrist er senest søndag den 7. september 2014
(Tilmelding til spisning er bindende efter dette tidspunkt).
Tilmelding til
Peter Damgaard
Tlf. 2025 4762
e-mail: peter_damgaard@icloud.com