Næste arrangement: KVINFO, Kvindehistorisk Samling og ”Argumenter imod kvinder” – 23/9 2019

Mandag 23. september 2019, kl. 17.00 til ca.19.00
KVINFO, Christians Brygge 3 1219 Kbh K (ved den sorte diamant)

Dansk Kvindesamfunds fane på Amalienborg Slotsplads.
Foto fra det kgl. biblioteks fotosamling

Denne aften rykker Arkivforeningen ind på KVINFO, hvor senior konsulent Jytte Larsen, vil starte med et oplæg om de to vigtigste samarbejder mellem arkivverdenen og KVINFO i forbindelse med udarbejdelsen af Dansk kvindebiografisk leksikon og fejringen af 100 året for kommunalpolitisk kvindevalg.

Derefter vil forsker Lif Jacobsen fra Rigsarkivet, give en introduktion til Statsbibliotekets Kvindehistoriske Samling, der i 2017 på ny blev tilgængelig på Rigsarkivet. Samlingen består af ca. en halv kilometer arkivalier fra bl.a. Rødstrømpebevægelsen, Dansk Kvindesamfund, Kvindelige Akademikere, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt privatarkiver fra fremtrædende personligheder.
En særbevilling muligjorde en ny-registrering og digitalisering af bl.a. Dansk Kvindesamfunds mødeprotokoller, således at arkivalierne igen er til rådighed for forskere og historisk interesserede.
Lif Jacobsen er udpeget til at vejlede i Kvindehistorisk Samling og deltager også i arbejde med at indsamle privatarkiver. ”

Vi slutter med et oplæg ved forfatter og historiker Birgitte Possing, der med sin seneste udgivelse fra 2018: Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag, netop har gjort brug af Kvindehistorisk Samling i sin forskning, her et udpluk fra pressemeddelelsen:

En unik samling af både tragikomiske og skrækindjagende argumenter
Med en overflod af citater fra de sidste 170 år i dansk historie dokumenterer Birgitte Possing en håndfast tradition for at nedgøre ambitiøse kvinder, hvad enten de har bevæget sig i det politiske liv, i erhvervslivet, i den videnskabelige verden, i sporten, i kirken eller på den kulturelle scene.

Argumenter imod kvinder viser, hvordan kvinder uanset kompetence- og erfaringsniveau igen og igen bliver reduceret til mødre, bliver bedømt på deres påklædning, udseende, erotiske udstråling eller bliver afvist med nedladende argumenter, opfundet til lejligheden.

Gennem det danske demokratis historie præsenterer forfatteren en perlerække af historier, hvor kompetente kvinder bebrejdes for at gøre for lidt, for meget eller forkert.
Mandens fejl er hans egen, kvindens fejl er kønnets.

Læs resten af indlægget…

Næste arrangement: Besøg på Arktisk Institut, 27/8 2019

 

v. Bent Nielsen, ph.d.
Strandgade 102, 1401 København K
Tirsdag d. 27. august 2019
kl. 17.00 – ca. 18.30

 

Arktisk Institut er en uafhængig institution der har til formål at dokumentere og formidle Danmarks historie i Grønland og Arktis.
Det har derfor siden stiftelsen i 1954 indsamlet materiale, der omhandler Arktis, med et særligt fokus på arkivmateriale fra danske polarekspeditioner.
Ud over dette enestående materiale indeholder instituttets samlinger bl. a. en stor fotosamling og et forskningsbibliotek.

Under besøget vil Arktisk Instituts leder Bent Nielsen fortælle om instituttets virke og give en introduktion til samlingerne.

Besøget forventes at vare ca. 90 minutter.  Læs resten af indlægget…