Næste arrangement: Huskesedler fra glemmebogen 23. april 2019
Poul Duedahl, lektor, Aalborg Universitet
Tirsdag den 23. april 2019 kl. 17
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
Efterfølgende generalforsamling kl. 19
Tirsdag den 23. april 2019 inviterer Arkivforeningen til foredrag med Poul Duedahl og efterfølgende generalforsamling.
Danmarkshistorier er en slags huskebøger. De fortæller om personer, steder og begivenheder, som forfatterne finder væsentlige, hvis man vil forstå det samfund, der blev resultatet. Resten ryger i glemmebogen. Opfindelser som gik galt, skrinlagte betragtningsmåder og fejlagtige beslutninger.
For det er jo – som man siger – sejrherren der skriver historien.
Men glemte mennesker kan sagtens få stemmen tilbage. Det kræver bare, at man hjælper dem lidt på vej og bladrer lidt i glemmebogen. Glemmebogen består af gamle indbundne bøger, tidsskrifter og aviser, som ingen længere læser og henviser til, og som samler støv rundt om i landets biblioteksmagasiner, fordi de er gået ud af brug.
Men faktisk består glemmebogen af et endnu mere omfattende kulturlag af utrykte dokumenter, hvor afdøde og glemte mennesker har sat sig spor. Gulnede papirer, der er indkapslet af mørket i syrefri æsker og placeret rundt om på landet arkiver, efterhånden som dokumenterne er gået på pension.
Duedahls nyeste bog, Velkommen på bagsiden – Danmarkshistorien på vrangen, har været indstillet Årets Historiske Bog og Weekendavisens Litteraturpris, og i foredraget giver han nogle fascinerende og tankevækkende eksempler på menneskeskæbner fra glemmebogens gemmer, der fortæller om, hvordan fortiden også var indrettet.
Efter foredraget er der mulighed for spisning og derefter afholdes den årlige generalforsamling.