Næste arrangement: Webinar om registrering af arkivalier, 25/6 2021
Hvordan og hvorfor kan og skal vi samarbejde om registrering af arkivalier på tværs af sektorer og arkiver i Danmark og Norden?
Fredag den 25. juni 2021 kl. 10.30-12.00
Microsoft Teams
Hvordan og hvorfor kan og skal vi samarbejde om registrering af arkivalier på tværs af sektorer og arkiver i Danmark og Norden?
Hvordan registrerer vi arkivalier mest hensigtsmæssigt? Hvad er behovene for arkivarer, borgere og den offentlige administration?
Hvad har vi gjort os af erfaringer, og i hvilken retning skal vi gå?
I bestyrelsen og blandt Arkivforeningens medlemmer og interessenter har vi i en rum tid talt om muligheder og udfordringer ved registrering af arkivalier og de potentielle gevinster ved at konsolidere en fælles forståelse for, standardisering og evt. systemunderstøttelse af opgaven på tværs af sektorer og arkiver i Danmark/Norden.
Derfor byder vi i første omgang på et webinar, hvor hhv. Aarhus Stadsarkiv og Asta-stiftelsen fra Norge har været så venlige at fortælle, hvordan de har grebet det an, og hvilke gevinster de har høstet.
Læs resten af indlægget…
Næste arrangement: Webinar om REGAN Vest bunkeren, 20/4 2021
Tirsdag d. 20. april 2021, kl. 14-15
Microsoft Teams
REGAN Vest, eller Regeringsanlæg Vestdanmark som anlægget egentlig hedder, var en hemmelig atomsikret bunker på 5500 kvm, der blev bygget under Den Kolde Krig.
Bunkerens formål var at huse regeringen og kongehuset, hvis krigen skulle blive varm.
Museumsinspektør Ulla Egeskov vil i webinaret fortælle om bunkerens historie, hvordan kilder og bygningstegninger indgår i museets daglige arbejde frem mod en åbning af det kommende Koldkrigsmuseet REGAN Vest.
Næste arrangement: Webinar om Rigsarkivets erfaringer med egenaccess, 6/4 2021
Over 13.000 borgere benyttet sig af ordningen – alene på Rigsarkivet.
Tirsdag den 6. april 2021 kl. 15-16
Microsoft Teams
Egenaccess er det nye store dyr i arkivverdenen. Efter at den nye § 39b trådte i kraft den 1. januar 2021 har over 13.000 borgere benyttet sig af ordningen – alene på Rigsarkivet.
Men hvad er det, de ønsker indsigt i, og hvordan skal sagerne behandles? Det er spørgsmål, som fylder rigtig meget på Rigsarkivet lige nu og formodentlig også rundt om på stadsarkiverne.
På webinaret skal vi se på, hvad egenaccess sagsbehandlingsmæssigt set er for en størrelse, og hvilke ligheder og forskelle, der er mellem indsigt efter arkivlovens § 30 (“gammeldags adgang”), 39b (egenaccess) og de forskellige andre muligheder for indsigt med hjemmel i f.eks. persondataloven, retsplejeloven, sundhedsloven, barneloven osv.
Vi skal også høre om, hvad Rigsarkivet har gjort og vil gøre på det praktiske plan for at håndtere udfordringerne med de mange sager.
Næste arrangement: Webinar om IT-arkivering på Færøerne, 15/12 2020
Tirsdag d. 15. december 2020, kl. 14-15
Microsoft Teams
Færøernes Nationalarkiv modtager naturligvis også digitale arkivalier, og har en tilgang til it-arkivering, der er modelleret efter den danske.
Men hvordan er det lige at opbygge it-arkiveringen i et mindre land, hvor den relevante lovgivning ikke er fuldt implementeret endnu?
På Arkivforeningens webinar d. 15. december kl. 14-15 vil Færøernes Nationalarkiv fortælle om den proces, de har været igennem for at opbygge it-arkiveringen, og om hvilke udfordringer, de står over for i fremtiden.
Program:
1. Digital arkivering på Færøerne fra start til nu (Rói Eliasen, digital arkivar)
2. Fremtidige udfordringer (Poul Andrias Simonsen, digital arkivar)
3. Digital arkivering i et lille land (Sámal T. F. Johansen, national arkivar)
Næste arrangement: Webinar om Transkribus hos Aarhus Stadsarkiv, 27/10 2020
– Aarhus Stadsarkiv fortæller om projektet og potentialet i Transkribus
Tirsdag den 27. oktober 2020 kl. 14-15
Microsoft Teams
Transkribus – et system, der kan læse håndskrift. Vi er vant til at tænke på OCR-behandling udelukkende til brug for maskinskrevne sider, men med Transkribus åbnes for muligheden af automatisk læsning af håndskrift.
Det er ren AI – Archive Intelligence – og i dette webinar vil Aarhus Stadsarkiv fortælle om projektet, programmet og potentialet i Transkribus.
Kristian Pindstrup, der til daglig håndterer Transkribus hos Aarhus Stadsarkiv, vil demonstrere systemet i brug og fortælle om de modeller og imponerende resultater, der er opnået indtil nu.
Søren Bitsch Christensen, stadsarkivar i Aarhus, vil fortælle om projektet Transkribus, om baggrunden og brugen i andre lande, samt om de danske projekter, der anvender Transkribus, bl.a. retrodigitalisering.dk
Forårsæson 2020
Som følge af den aktuelle situation med coronavirus/COVID-19 kan vi ikke afholde resten af forårets program som planlagt, det gælder også vores årlige generalforsamling som vi desværre må udsætte til senere.
Når vi ved hvornår vi kan komme til at afholde generalforsamling, vil vi selvfølgelig orientere om det.
Du kan følge med i myndigheders informationer om coronavirus/COVID-19 på denne hjemmeside https://politi.dk/coronavirus-i-danmark ->
Plancherne fra arrangementet om E-ARK er nu tilgængelige på Foreningens hjemmeside
Den 26. februar 2020 fortalte Philip Tømmerholt fra Rigsarkivet om E-ARKs arbejde, status for projekterne og perspektiver for de næste år.
Havde du ikke mulighed for at deltage eller vil du gerne gense plancherne fra oplægget, er det nu muligt.
Vi takker endnu engang Philip for et spændende oplæg og for muligheden for at dele plancherne med jer efterfølgende via foreningens hjemmeside:
Se eller gense plancherne fra arrangementet her ->
Næste arrangement: E-ARK – fælles europæisk arkivering, 26/2 2020
Onsdag d. 26. februar 2020, kl. 17 – 19:30
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34
Partnerne bag akronymet E-ARK består af flere forskelle europæiske landes nationalarkiver, forskningsinstitutioner og kommercielle firmaer.
De har siden 2013, igennem flere forskellige projekter, arbejdet på at skabe og implementere fælles europæiske åbne standarder og open-source værktøjer for digital arkivering.
I de seneste projekter har EU-kommissionen sammen med E-ARK partnere skabt en ”CEF Building Block” kaldet ”eArchiving”, hvor formålet er at EU-Kommissionen understøtter det digitale indre marked for digital arkivering.
Danmark har haft en central rolle i projekterne og Philip Tømmerholt fra Rigsarkivet vil fortælle om E-ARKs arbejde, status for projekterne og perspektiver for de næste år.
Næste arrangement: Arkivbesøg hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), d. 26/11 2019
Tirsdag d. 26. november 2019, kl. 17
Hørsvinget 5, 2530 Taastrup
Siden 1909 har Arbejdermuseets Bibliotek og Arkiv samlet guldkorn fra partier, organisationer, foreninger, private og mange andre, der beskriver den danske arbejderbevægelses historie.
Materialet danner grundlag for store dele af Arbejdermuseets udstillinger i Rømersgade.
Kom med bag kulisserne til en rundvisning i arkivet i Taastrup, hvor arkivarerne Jesper Jørgensen og Ulrik Flaksager Hansen vil fortælle om samlingerne og komme med eksempler fra de nyeste projekter.
Der vil desuden være et kort oplæg om arkivets digitale udfordringer.
Næste arrangement: Retsplejeloven 100 år – 24/10 2019
Torsdag d. 24. oktober 2019, kl. 17-20
v. Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet og Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
En af de vigtigste reformer i Danmark fandt sted med retsplejeloven fra 1916, der blev ført ud i livet d. 1. november 1919.
Den skabte grundlaget for det moderne domsstolssystem, samtidig med at de lokale domstole og politimyndigheder blev adskilt, og der blev etableret en anklagemyndighed.
Det juridiske og administrative grundlag skiftede fra landlige, decentrale enheder til centrale urbane byretter med en større ensartethed og professionalisering til følge.
Reformens mange omlægninger skaber derfor også i arkivmæssig henseende et skel.
I anledning af 100-året for retsplejeloven inviterer Arkivforeningen til to foredrag, der belyser reformens centrale betydning for især politiets virke:
Jørgen Mikkelsen, seniorforsker, Rigsarkivet: Retsreformens betydning for politiet – herunder konflikten mellem statsligt kriminalpoliti og kommunalt ordenspoliti – og de arkivalske konsekvenser for nutidens arkivbrugere.
Henning Bro, stadsarkivar, Frederiksberg Stadsarkiv: Fra birk til politi- og retskredse – omlægninger i hovedstadsmetropolens jurisdiktioner.