Forårsprogram 2013
Forårsprogrammet for 2013 er nu endelig faldet på plads og kan nu findes på hjemmesiden.
Krigen ved verdens ende
– kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen
v/ journalist og cand.mag. Rasmus Voss
Onsdag 27. februar 2013, kl. 17-19.30
Udvalgsværelse 1, Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Den 24. oktober 1808 angreb den engelske flåde Christiansø, hvor nogle bønder, 150 kapere og nogle få soldater holdt stand.
Det var ikke noget tilfælde, at englænderne valgte at angribe den lille ø øst for Bornholm. I en årrække havde danske kapere med Bornholm og Christiansø som base hærget og opbragt engelske skibe i Østersøen. Kapervæsenet var så udbredt, at det var blevet en alvorlig gene for englænderne. En plage, der nu skulle gøres endeligt kål på. Angrebet slog fejl, og Christiansø forblev på danske hænder.
Rasmus Voss har været i danske og engelske arkiver og fundet nyt materiale om begivenheden. Under foredraget vil han fortælle om selve angrebet på Christiansø, om kapervæsenet i Østersøen under Englandskrigen og om bogen ”Krigen ved verdens endes” tilblivelse. Bogen udkom i september 2012 på Sohns Forlag.
—————————–
Flugtrute Østersøen
– Historien om ”den usynlige mur” mellem DDR og Danmark under den kolde krig
v/Journalist, Jesper Clemmesen
Onsdag d. 17. april 2013 kl. 17-19.00
Rigsarkivet, Kalvebod Brygge 32, København V
“Flugtrute: Østersøen” er den dokumentariske skildring af flugtforsøgene omkring “den usynlige mur” mellem Danmark og DDR under den kolde krig.
Jesper Clemmesen vil gennemgå et par af bogens skæbner – både deres historie og arbejdet med dem. Herunder arbejdet i diverse danske arkiver. Flugtruten over Østersøen har indtil bogens udgivelse fyldt minimalt i den kollektive hukommelse. Måske ikke så underligt, da flugtforsøgene ved Berlinmuren naturligvis tiltrak en hel verdens opmærksomhed. Ikke desto mindre døde der flere på Østersøen end ved Berlinmuren. Men historien indeholder heldigvis også de vellykkede forsøg, der ofte skete med dansk hjælp.
Efter foredraget: Arkivforeningens generalforsamling
Arkiver og museer i offensiven
– aktive indsamlingsprojekter til brug for historisk dokumentation
Heldagsseminar
Tirsdag 7. maj 2013
Rigsarkivets Harsdorffsal, Tøjhusgade 1, København K.
Flere oplysninger kommer senere.