Call for Papers
Da vores gamle forening fylder 100 år i 2017, indbød vi til at idemøde efter sidste generalforsamling, så vi kunne overveje, hvordan vi skulle markere jubilæet. Der kom flere ideer, som blev diskuteret, før vi i arbejdsgruppen valgte at støtte et forslag om at udgive en bog. Forslaget gik ud på at indhente bidrag fra førende interessenter og eksperter til en antologi om digital forvaltning og arkiver.
Det er vores håb, at bogen vil tage tråden op fra vore tidligere udgivelse At vogte kulturarven eller at slette alle spor, og markere 100-året på behørig vis.
Har du lyst til at bidrage til antologien, der efter planen skal udkomme i efteråret 2017, så kontakt redaktionsgruppen hurtigst muligt, og senest 15. oktober.
Arkivforeningen bliver 100 år i 2017
I en tid med meget væsentlige forandringer fra generation til generation, fra årti til årti, spiller arkiverne i dag en meget vigtig rolle som samfundets fælles hukommelse.
Arkivforeningen ønsker i anledning af sit 100 års-jubilæum at udgive en antologi om arkivforhold. Ikke en bog om fortiden, men en bog om nutiden og eftertiden:
Digital forvaltning og arkiver. Hvilken dokumentation giver vi videre til eftertiden?
Bogens målgruppe er praktikere og beslutningstagere, som arbejder med offentlig informationsforvaltning samt de politikere, som sætter rammerne for det offentliges virksomhed.
Dokumentation fra statslige, regionale og kommunale forvaltninger udgør kernen i de arkivalier, som arkiverne indsamler i dag. Der bruges især mange ressourcer til at bevare de journaliserede dokumenter, myndighedernes “sager”. Myndighederne dokumenterer nemlig deres virksomhed i digitale journaliseringssystemer med registrering og digitale dokumenter, de såkaldte ESDH-systemer.
ESDH-systemer har været almindeligt anvendt i snart tyve år, og har medført betydelige ændringer i de offentlige myndigheders informations- og dokumenthåndtering.
De digitale journaliseringssystemer adskiller sig fra tidligere tiders journalsystemer på især to punkter. For det første gemmes alle registreringer og dokumenter digitalt; der skabes ikke papirarkiver i dag. For det andet skal alle sagsbehandlere selv sørge for, at deres dokumenter bliver lagt rigtigt ind i de digitale systemer; det er ikke længere “journaldamer”, som står for det.
Der er kun få og overordnede fælles regler og retningslinier for sagsdannelse og journalisering i det offentlige. Opgaven løses meget forskelligt i de enkelte dele af forvaltningen.
Arkivforeningen ønsker med sin jubilæumsbog med sætte fokus på de arkivmæssige udfordringer i digital forvaltning. Arkivforeningen inviterer derfor til erfaringsbaserede, kritiske og konstruktive artikler om fordele, ulemper og udfordringer ved digital forvaltning og især brugen af ESDH-systemer.
- Er det lykkedes at gøre ESDH-systemerne til det centrale opsamlingssted for dokumentation af myndighedens virksomhed og dermed til centralnervesystemet i den interne videndeling?
- Hvilken rolle spiller ESDH-systemerne i myndighedernes videndeling?
- Hvorfor anvendes der også parallelle systemer som mailsystemer, fællesdrev og intranet?
- Hvad er ledelsens rolle ved informationshåndtering og videndeling?
- Hvem kan/bør påtale og foreslå løsninger til mangler og uhensigtsmæssigheder i det offentliges informationshåndtering?
- Hvilken dokumentation giver vi videre til eftertiden?
Forslag til artikler inkl. et halv sides abstract bedes sendt til Arkivforeningen senest 15. oktober 2016.
Der kan forventes tilbagesvar senest 15. november. Endelig deadline for indlevering af artikler er 1. april 2017. Bogen udkommer i september 2017.
Arkivforeningen har samlet en redaktionsgruppe bestående af Arkivforeningens formand Peter Damgaard samt de tidligere bestyrelsesmedlemmer Elisabeth Bloch, Else Hansen og Lise Qwist Nielsen.
Redaktionsgruppen kan kontaktes ved Peter Damgaard: peter_damgaard@icloud.com