Næste arrangement: Kildeskattens indførelse i Danmark 1955-70, d. 28/3 2017

Teknologi i teknokratiets tjeneste

– Om kildeskattens indførelse i Danmark 1955 – 1970

v/ Anders Vind Ebbesen, Københavns Stadsarkiv
Tirsdag d. 28. marts 2017 kl. 17.00
Københavns Stadsarkiv, Havesalen, Vesterbrogade 59, 1620 København K (det tidligere Københavns Museum)

Indførslen af kildeskat medførte en forskydning i forholdet mellem stat og kommuner, mellem mand og hustru og mellem borger og stat. Imidlertid havde det ikke været muligt at indføre kildeskatten uden den moderne EDB-teknologi, som var nøjagtigt det værktøj, som teknokraterne – der havde indtaget først centraladministrationen og senere ministerkontorerne i efterkrigsårene – havde brug for.
Historien om kildeskattens indførelse er historien om det perfekte match mellem teknokrati og teknologi.

Foredraget tager udgangspunkt i ikke-tidligere anvendt materiale fra Rigsarkivet, Erhvervsarkivet, CSC’s Historiske Arkiv og Dansk Datahistorisk Forening. Foredraget er struktureret som en kortlægning af relevante aktørers arbejde i forbindelse med indførslen af kildeskatten. Centralt står Skattedepartementet, men både Dansk Arbejdsgiverforening, Datacentralen, diverse kommuner, øvrige ministerier, IBM og andre leverandørers ageren bliver berørt.

Kildeskatsystemet trækker en direkte linje op til vor samtid. Jesper Rønnow Simonsen udtalte således til Politiken i januar 2016: »Tag personskattesystemet – dele af de programmer, som ligger bag årsopgørelsen, er fra 1969.«
Det er Anders Vind Ebbesens påstand, at et kendskab til kildeskattens indførelse vil øge forståelsen af de udfordringer, som den offentlige sektor i dag kæmper med, når det kommer til digitalisering. Måske kan vi alligevel lære lidt af historien?

Praktiske oplysninger:

Arrangementet er gratis for foreningens medlemmer.
For ikke-medlemmer koster arrangementet 30 kroner.

Tilmeldingsfrist

Tilmeldingsfrist er senest torsdag d. 22. marts – husk at angive om du ønsker at spise med.
Tilmelding til spisning koster 50,-, men er gratis for personer, der ikke er bosat på hverken Sjælland eller Amager.

Tilmelding til

Kathrine Hougaard Edsen Johansen

e-mail: arkivforeningen@gmail.com 

eller tlf.nr.: 3059 6733